• ”Mit arbejdsliv er en livsstil og giver mange oplevelser som familie”



    Susanne Christina Hyldelund
    Direktør for the Trade Council, Udenrigsministeriet

“Mit arbejdsliv er en livsstil og giver mange oplevelser som familie”

Susanne Christina Hyldelund
  Direktør for the Trade Council, Udenrigsministeriet

 

 

Til tops med anstændighed

En plads i Udenrigsministeriets direktion var ikke et mål for Susanne Hyldelund, men efter et par årtier i organisationen er hun nået dertil og befinder sig perfekt.

”Det var ikke i Udenrigsministeriets direktion, jeg så mig selv i starten af min karriere. Ikke engang i Udenrigsministeriet. Men jeg har altid været glad for den høje faglighed i hele ministeriet og har forsøgt at gå til ledelsesopgaven med ydmyghed og uden spidse albuer. Det har givet anerkendelse fra chefer og opbakning fra mine kolleger”.

Susanne læste markedsøkonomi på Handelshøjskolen i Århus for at få en bred ballast og drømte om en international karriere. Det kunne være endt med eksport af ost, men lidt tilfældigt mødte hun nogen, der arbejdede i Udenrigsministeriet og endte der.

Karriere som globalist

”Kandidater til jobs i Udenrigsministeriet i dag er meget erfarne og velforberedte. De har været i udlandet hos NGO’er eller i praktik. Det har arbejdet i flygtningelejre eller internationale virksomheder. De har forholdt sig til at være verdensborger og globalist”.

Fordi Susanne Hyldelund selv endte i Udenrigsministeriet med en lidt atypisk baggrund, anbefaler hun ikke en bestemt uddannelse, men mere at undgå dem, hvor opgaverne potentielt i fremtiden bliver overtaget af maskinlæring og kunstig intelligens. Ved en international vej skal mere end uddannelsen vælges med omhu.

”Jeg giver altid det råd, at hvis du vil have en international karriere, skal du vælge din partner med omhu. Du har brug for, at hele familien bakker op – ellers er det svært at få mobilitet og karriere til at hænge sammen. For mit eget vedkommende har det betydet, at min mands CV i nogen grad minder om en schweitzerost – det er lidt hullet og lidt mere rodet”

Susanne Christina HyldelundDirektør for the Trade Council, Udenrigsministeriet

Ude godt – hjemme svært

Som ansat i Udenrigsministeriet er der forflyttelsespligt, og Susanne har boet med sin familie i blandt andet Washington, Warszawa og Shanghai. Især i udlandet er privat- og arbejdsliv ofte gledet sammen med arrangementer i hjemmet, og fordi relationerne flyder mere sammen.

”Mit arbejdsliv er en livsstil og giver mange oplevelser som familie. Vi er rykket tættere sammen, fordi vi kun har haft hinanden, lige når vi lander et nyt sted. Vekselvirkning mellem udlandet og Danmark har givet mig perspektiv på, hvordan andre ser os danskere og Danmark og blik for, at vi kan løse samfundsudfordringer på forskellige måder”.

Det sværeste for familien har typisk været at vende tilbage til Danmark efter år ude, fordi kompetencer opbygget i udlandet ind imellem har været svære at oversætte til danske standarder. Nogle tager ind imellem orlov fra Udenrigsministeriet, men Susanne har endnu ikke taget den mulighed for at prøve sig af i andre organisationer eller firmaer.

Køn underordnet

Da Susanne Hyldelund var 36 år, blev hun opfordret til at søge sit første lederjob og fik det. Da hun først var blevet kontorchef, var hun på vej ad ledersporet med udgangspunkt i en naturlig autoritet og en ikke-tromlende stil. Hendes køn har aldrig været en forhindring.

”Jeg har aldrig følt mig diskrimineret som kvinde eller oplevet andre blive det. I udlandet har jeg ofte været en af meget få kvinder, og det er da blevet bemærket og kommenteret, især da jeg var yngre, og måske har de endda husket mig lidt bedre. Der er også blevet taget hensyn, men det har jeg sådan set været glad for, når der fx blev serveret kinesisk risbrændevin”.

Uden for Danmarks grænser oplevede Susanne Hyldelund, at ligestillingsdebatten fyldte meget lidt i forhold til herhjemme. Der er altid blevet talt til hendes funktion mere end person, så kønnet har fyldt mindre. Det sammen gælder for hendes vej til Udenrigsministeriets direktion, der i øvrigt fra januar 2019 består af tre kvinder og to mænd.

FAKTABOKS

Navn:Susanne Christina Hyldelund
Alder:49 år (f. 1968)
Uddannelse:Cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus
Titel:Direktør for the Trade Council
Virksomhed:Udenrigsministeriet
Børn:Datter på 14 og søn på 16 år
Civilstatus:Gift
Fun facts:Elsker kinesisk mad