• ”Ønsker du et lederjob, er det fornuftigt at vælge en uddannelse, der gør det sandsynligt”



    Stine Pilegaard
    Underdirektør, Dansk Erhverv 

“Ønsker du et lederjob, er det fornuftigt at vælge en uddannelse, der gør det sandsynligt”

Stine Pilegaard
Underdirektør, Dansk Erhverv

 

Sjovt at forbedre samfundet

Som én ud af ni i Dansk Erhvervs ledergruppe med egne indsatsområder og ansvar for 20 medarbejdere får Stine Pilegaard sat sit aftryk på samfundet og arbejdsmarkedsforholdene.

Det er ikke drømmen om at blive leder, Stine Pilegaard har været drevet af, men ønsket om at engagere sig i samfundet og gøre en forskel. Det gør hun i dag hos Dansk Erhverv med ansvar for rådgivning og politisk interessevaretagelse indenfor arbejdsmarked, uddannelse, arbejdsmiljø, HR og Ledelse samt CSR.

”Min familie af selvstændige har lært mig altid at gøre mit bedste og bruge mine evner bedst muligt. En inspirerende samfundslærer på gymnasiet fik vækket min interesse for politik og samfundsforhold, så statskundskab var det rigtige for mig. Ønsker du lederjob, er det fornuftigt at vælge en uddannelse, der gør det sandsynligt”.

Forfremmelse efter barsel

Selvom der er kommet tre børn til, mens Stine har kørt sin karriere, har det ikke stoppet opstigningen i systemet. Tværtimod. Hver gang hun er kommet retur fra barsel har et bedre job med mere ansvar og flere udfordringer været et tilbud, som hun har taget imod.

”Jeg har haft en direktion, der har troet på mine evner og kompetencer. Det har været et tilvalg at tage imod tilliden, og jeg har da tænkt, om de troede, jeg kunne klare det. Men det har jeg kunne, så for mig har børn ikke været en hindring i forhold til at blive og være leder”.

Stine PilegaardUnderdirektør, Dansk Erhverv

Der er forskel på, hvor i livet man befinder sig, og årene med helt små børn var hårdere end i dag. Fuld opbakning fra ægtefællen og lige fordeling af praktiske opgaver har været afgørende. Der er også både blevet prioriteret fra og udliciteret praktiske opgaver. Noget, som Stine Pilegaard mener, er vigtigt at give bedre muligheder for rent strukturelt.

Fradrag på serviceopgaver

”I Danmark har vi ikke optimale rammer for at outsource de praktiske opgaver i hjemmet, og dem kommer vi kvinder ofte til at påtage os. Med for eksempel højere fradrag på serviceopgaver i hjemmet, ville vi formentlig både få flere kvindelige ledere og flere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i arbejde”.

Med fagligt fokus på at skabe optimale rammer for fremtidens arbejdsmarked jonglerer Stine med både integration af udlændinge, indretning af uddannelsessystemet og ligestillingspolitik. Og i hendes optik kan det betale sig at tænke kreativt og på tværs.

”Hvis det var lettere at få rengøring og børnepasning, ville det gavne børnefamilierne og skaffe jobs til blandt andet flygtninge og indvandrere og andre grupper på kanten af arbejdsmarkedet”.

Få andre til at shine

Personligt har Stine Pilegaard ikke fortrudt springet til at blive leder, for hun sætter pris på at udstikke en retning og få sat sit fingeraftryk. En af de mere svære dele er at skulle sige farvel, når det er nødvendigt, for ledelse handler mest om mennesker.

”Mine medarbejdere tager meget ansvar, så de bruger mig til sparring. Det er vigtigt for mig, at de vokser og shiner på hver deres fagområder. Som leder må du være bevidst om, at det er lidt ensomt, for du har ikke en ligeværdig kollegial relation til dine medarbejderne”.

For Stine Pilegaard selv er det de nære relationer og tid sammen med venner og familie, der giver energi, men hun er opmærksom på, det kan være noget andet for andre. Derfor er en del af lederrollen også at anerkende andres behov og hjælpe dem til at opfylde deres mål.

FAKTABOKS

Navn:Stine Pilegaard
Alder:46 år (f. 1971)
Uddannelse:Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet
Titel:Underdirektør
Virksomhed:Dansk Erhverv 
Børn:Tre stk. på hhv. 12, 9 og 7 år
Civilstatus:Gift
Fun fact:Vild med kogebøger – men bruger dem for lidt