“Vær stolt af de fejl, du begår på din vej. Du lærer mere af fejl end succes.”
Signe Horn Rosted
CIO, IT-direktør
Energinet

Facts

Hvad finder du mest interessant ved din karriere og lederrolle?

At gøre en forskel – for mennesker og for den grønne omstilling. Et meningsfuldt arbejde med et formål er altafgørende for mig. Som leder er det en utrolig drivkraft at være en del af en faglig stærk organisation, hvor jeg sammen med de rette mennesker kan gøre en afgørende forskel på et område, der er vigtigt for hele Danmark. Ved at sikre integrationen af 100% vedvarende energi i det danske energisystem går vi ikke bare foran i Danmark. Vi er også forløbere for resten af verden.  For mig er det afgørende, at alle ser og forstår vigtigheden af deres bidrag i denne kontekst – og tager medansvar for denne samfundsvigtige opgave – uanset om man er økonom i markedsafdelingen eller it-udvikler, der laver komplicerede IT-systemer til understøttelse af den forsyningskritiske drift af elnettet.

Fortæl os om et kvindeligt forbillede og den indflydelse denne person havde på dig – enten personligt eller professionelt.

Jeg er inspireret af den række kvindelige ledere, der i de seneste år har deltaget i den offentlige debat omkring mere ligestilling på det danske arbejdsmarked. Særligt med det udgangspunkt, at vi ikke alle skal være ens, og at det er OK at være leder på ens egen måde. Jeg er bl.a. inspireret af Nana Bule, Mie Krogh og Helle Thorning-Schmidt, der med hver deres meget forskellige stemmer bidrager til at skubbe på denne meget vigtige dagsorden. Jeg er også inspireret af Thomas Thune Andersen og Morten Hübbe, der er stærke forbilleder for debatten om ligestilling – og som konkret har handlet med initiativer på området.

Hvilket råd vil du give kvindelige studerende i dag?

Mærk efter hvad du vil – og stol på, at du godt kan. Vær stolt af de fejl du begår på din vej. Du lærer mere af fejl end succes.

Hvilken rolle tror du STEM-uddannelser vil spille i fremtiden? 

En afgørende rolle. Teknologien er indbygget i fremtidens løsninger, også i energisektoren. Det er helt afgørende at kombinere de forskellige perspektiver (data, ingeniørskab, tech mv) for at skabe fremtidens energisystem. Vi skal i de kommende år finde løsninger, der ikke eksisterer i dag. Det kræver i den grad innovation og modige organisationer, der tør investere i deres medarbejderes potentiale. Min erfaring er, at de største resultater kommer, når vi kombinerer faglighederne på tværs og sikrer både menneskelig og faglig mangfoldighed.