“Nogen vil måske tro, du ikke kan klare jobbet. Brug det som en motivation til at vise du kan!”
Pia Jakobsgaard-Iversen
Markedsdirektør for Trekantsområdet
Rambøll

Facts

  • Pia Jakobsgaard-Iversen
  • 43 år (1976)
  • Diplomingeniør (bygning, anlæg, veje)
  • Markedsdirektør for Trekantsområdet
  • Rambøll
  • Gift
  • Tre børn på 9, 12 og 14 år
  • Speed-snakker

Hvad har været det vigtigste vendepunkt i din karriere?

Det mest afgørende i min karriere har været at blive bevidst om, hvor vigtigt værdier er for mig. Jeg har prøvet at skulle forsvare ledelsesmæssige beslutninger, jeg ikke kunne stå inde for, og det kan man blive syg af.

Nu er jeg i en virksomhed med meget stærke værdier og en mission om at skabe værdi for samfundet. Det skaber troværdighed og betyder alt for mig. Det gør det også lettere at være en god leder.

Hvad er en god leder for dig?

Jeg har en chef, der giver mig det nødvendige modspil og godt tør at udfordre mig. Det betyder meget for mig, at vi har en gensidig tillid til at kunne diskutere og afprøve nye idéer til udvikling af forretningen, så jeg får verificeret mine overvejelser, inden de føres ud i livet.

Som leder er det vigtigt at være stærk på sine værdier, brænde for sit arbejde og sætte klare mål, så medarbejderne får lyst til at følge en. Som leder skal du kunne foretage hurtig konsekvensanalyse og beslutning; ofte baseret på intuition, hvor egne værdier er vigtige.

Hvad har undret dig på karrierevejen?

Det har undret mig, når andre ser mig som en udfordring for deres egen karriere.  Uklarhed opstår især, når der ikke er en tydelig udmelding og forklaring på udnævnelser og organisatoriske ændringer fra højere ledelseslag. Jeg er selv meget opmærksom på at få kommunikeret klart om beslutninger, der kan give følelsesmæssige reaktioner blandt medarbejdere.

Gør køn en forskel?

Nogle har undervejs ment, at der skulle en mand til at løfte en given stilling, som jeg er blevet udpeget til. Min erfaring er dog, at man som kvinde kan bidrage med nye vinkler i et traditionelt mandsdomineret selskab, og det giver nogle nye overvejelser og i sidste ende mere robuste beslutninger og løsninger.

Så længe man gør sit arbejde ordentligt, skal man nok vinde respekt – uanset køn. Jeg opfordrer både mænd og kvinder til at tage del i barselsorlov, og jeg skeler aldrig til køn, når jeg ansætter.

Hvad er vigtigst for dig?

I min dagligdag glæder det mig mest at se andre udvikle sig – især dem jeg selv har været med til at ansætte og udvikle. Det gør mig stolt at følge deres udvikling og se, hvordan de vokser i opgaverne, efterhånden som de får mere ansvar.

På et mere overordnet plan føler jeg hver morgen, når jeg står op, at jeg sammen med 15.000 kompetente kolleger gør verden til at bedre sted. Det er det allervigtigst for mig, at jeg føler, jeg sammen med andre skaber værdi – for forretningen, i projekter, for mennesker og for naturen.

Hvad har skabt dit fundament?

Fundamentet af ordentlighed og troværdighed har jeg fra min familie. Mine forældre er ekstremt rummelige og gæstfrie, og jeg var nummer tre i flokken, så jeg er vokset op med tillid til et stærkt sikkerhedsnet omkring mig. Det har givet mig en grundlæggende tillid og tryghed ved forandringer.

Hvilket råd vil du give videre?

Som ung kvinde skal du være bevidst om, at du vil møde modstand, og du skal vælge dine kampe. Der er åbenlyst langt mellem kvindelige rollemodeller inden for science, og nogen vil måske tro, du ikke kan klare jobbet. Brug det som en motivation til at vise du kan! Træk på skudrene af nedladende kommetarer og tag kun konfrontationen, når det er virkelig vigtigt.

Det er vigtigt at tage risici, og det er vi kvinder generelt ikke lige så gode til som vores mandlige kolleger – måske fordi vi er bange for at fejle og tage beslutninger, der kan have konsekvens for vores medmennesker.

Hvis du som leder vil udvikle – både dig selv og organisationen – kræver det, at du kommer uden for komfortzonen. Så find modet i dig selv og tro på, at du er valgt, fordi du er den bedste til opgaven.