Lena Noesgaard Andersen - Lead The Future
”Vær tålmodig og find en leder der er engageret i dig og din udvikling”
Lena Noesgaard Andersen
Direktør i CFO Service
PwC

Facts

Var der en specifik årsag til eller et specifikt øjeblik, hvor du indså, at du ville forfølge en lederkarriere?

Jeg har altid haft en interesse i at være med i og tage ansvar for beslutningstagning, og haft et stort ønske om at bidrage til udviklingen af de personer, jeg har været så heldig at arbejde sammen med. For mig handler lederskab også om at sætte et godt eksempel. Der har derfor været flere gange i min karriere, hvor jeg har tænkt, at ”den chef gjorde det godt” og har fulgt vedkommendes eksempel. Det håber jeg også at kunne gøre, og måske endda inspirere andre til selv at sætte det gode eksempel.

Fik du nogle råd tidligt i din karriere, som du stadig følger i dag?

Jeg fik engang et råd: Vær tålmodig og find en leder der er engageret i dig og din udvikling. Det er helt afgørende at kunne spejle sig i en leder, og at finde en, som kan se det gode i dig.

Fortæl os om en kvindelig rollemodel, og den betydning denne person har haft for dig – enten personligt eller professionelt.

I PwC har vi nogle fantastiske kvindelige rollemodeller med fantastisk drive og personligheder, som skinner igennem. Rollemodeller hjælper dig til at kunne se dig selv i et karrierespor. Flere kvinder i ledelse i dag vil inspirere ”morgendagens” generationer af kvinder til at blive ledere. Derfor er rollemodeller vigtige.

Hvad værdsætter du mest ved dit job i dag?

Jeg elsker at skabe forandring og optimering sammen med fantastiske kolleger og spændende kunder, og så kan jeg også godt lide at se forretningspotentialet i vores kunder, og se dem blomstre og vokse. Jeg stortrives med en afvekslende hverdag om det er som interim CFO, udarbejde optimeringsprojekter eller assistere en børsnotering.

Hvad betyder godt lederskab for dig?

For mig betyder det oprigtig interesse i mig både som person og i min faglige udvikling. Desuden er det vigtig at kunne sætte en kurs og at være inspirerende. Desuden er det som leder vigtig at kunne dele sine sejre med andre. Ansvaret for de gode resultater ligger jo aldrig på én person, men er spredt ud over hele teamet. Det skal vi huske hinanden på.

Hvordan forestillede du dig, at dit liv og din karriere ville være, da du var 25?

På daværende tidspunkt var planerne mere kortsigtede, og jeg ville egentlig bare gerne lære en masse forskelligt. Derfor var det naturligt at finde ind i konsulentbranchen, hvor der var mulighed for at afprøve forskellige typer arbejdsopgaver sammen med dygtige mennesker. Og jeg må sige, at virkeligheden har levet op til forventningerne!