Jeanette Obling
Senior Director Technology
Ørsted

Facts

  • Jeanette Obling
  • (1967)
  • Diplomingeniør i kemi & MBA in Technology, Market & Organization
  • Senior Director Technology
  • Ørsted
  • Gift
  • To børn på 22 og 26 år
  • God til lejlighedssange og revytekster

Hvad har været afgørende for din karriere?

Grundlæggende har nysgerrighed på nyt og behovet for at sige min mening bragt mig til, hvor jeg er. Jeg har mødt mange mennesker, der har skubbet til mig på vejen, og jeg har flere gange foretaget brancheskift, hvor jeg har startet forfra, skulle sætte mig ind i nyt og hurtigt skabe overblik.

Hvad er vigtigt i dit job?

I dag leder jeg efter udfordrende problemstillinger og mennesker, jeg vil kunne lide at arbejde sammen med. Vi skal kunne diskutere, så det fløjter, men vi skal også kunne grine sammen, og nå til enighed, om hvordan vi løser opgaverne.

Hvad skal man som ung være særlig opmærksom på?

Det er vigtigt at have basis på plads og ikke tro, du bliver CEO i en stor virksomhed eller koncern på fem år. Det er hårdt arbejde – sammen med de gode opgaver – der giver forskellig erfaring. Og så er det vigtigt at byde sig til, så din viden bliver aktiveret. Tro ikke at andre ved, hvad du kan. Vis dem det. 

Er unge kvinder mere udfordret?

Jeg har oplevet, at unge kvinder har brug for mere sikkerhed i beslutningerne og et skub i ryggen. Hvis en kvinde er tilfreds med og dygtig til sit job, tænker hun ikke altid over, at hun har mere at byde ind med. Som leder skal man derfor være opmærksom på, at der ofte skal lidt ekstra til, før kvindelige kandidater siger ja tak til en udfordring.

Hvad definerer en god leder?

At være sig selv og ville virksomheden og andre mennesker det godt. En leder skal være nysgerrig på sine medarbejdere og interessenter for at vide, hvad der motiverer dem. Nogen passer til store projekter med mange omkring sig. Andre vil gerne fordybe sig. Vi er alle bedst, hvor og når vi trives.  

Det er vigtigt at være tilgængelig og ikke gøre folk nervøse på trods af titel. Hvis nogen henvender sig til mig, forsøger jeg at gribe nuet eller vende tilbage hurtigst muligt, på trods af en travl kalender.

Hvem har inspireret dig?

Jeg har ikke haft en enkelt rollemodel men er blevet inspireret af flere, både til hvordan jeg gerne vil og ikke vil lede. Jeg beundrer dem, der er skarpe strategisk og gode til at lede ved at vise nærvær, være tilgængelige samt give klare svar, men jeg har desværre også mødt ledere, der kører folk over eller udstiller mangler.

Hvad har du lært ’the hard way’?

Jeg har spildt meget tid på at være topforberedt til møder blot for at konstatere, at vigtige beslutninger var taget på forhånd. Det har taget mig tid at lære, det er nødvendigt at finde frem til den reelle beslutningstager, bruge mit netværk og afstemme med stakeholders.

Hvad er vigtigt for dig?

Jeg elsker at knuse en hård nød eller at se en afdeling eller medarbejder lykkes med en svær opgave. Hvis noget bliver for let, begynder jeg at kede mig. Det er også en tilfredsstillelse at være ansat i en virksomhed, der arbejde aktivt med grønne energiløsninger, at have tilfredse medarbejdere, og at have fået samarbejder til at fungere på tværs af lande og kulturer med for eksempel Kina og USA.

Hvilket råd vil du give videre?

Lad være med at være perfekt, det er ingen. Og lad være med at vente med at få børn, for det bliver det ikke lettere af. Løsningen på at få det hele til at gå op med mand, børn og et krævende job er at være menneskelig. En pizza til aftensmad og en kage fra bageren i stedet for hjemmebag er helt okay.