“Det er vigtigt ikke at vente for længe med at tage sin uddannelse, for det er jo først, når den er færdig, du rigtig begynder at finde din retning.”
Helle Dochedahl
COO, Nordics & Baltics
SAP

Facts

  • Helle Dochedahl
  • 1963
  • Cand.merc.
  • COO, Nordics & Baltics
  • SAP
  • Fraskilt
  • To voksne børn
  • Elsker at læse og se krimier

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have prøvet flere forskellige retninger af, så jeg tidligere havde forstået værdien af alle de teorier, jeg som ung lærte under min uddannelse. Jeg ville gerne havde haft en trainee-stilling, men det var der ikke dengang. Der får du lov at hoppe ud på dybt vand, bliver udfordret og får lov at udforske en masse uden de helt store konsekvenser.

Hvilket karriereråd vil du give de unge?

Jeg sidder selv med mange unge i dag, og de giver lige så meget mig noget, som jeg giver dem noget. Mit råd er at følge sin passion og fokusere på sine kompetencer. Det er også vigtigt ikke at vente for længe med at tage sin uddannelse, for det er jo først, når den er færdig, du rigtig begynder at finde din retning. Men det skal være noget, der er sjovt. Den fundamentale passion er vigtigere end at sætte sig et eller andet højt mål.

Hvorfor er uddannelsen vigtig?

Hvis du tager en kandidatgrad, får du nogle metodeværktøjer, som en autodidakt ikke altid har, og de er gode at have ved hånden, når du sidder fast. Selv når du arbejder med teknologi som her hos SAP, er det mere metodeværktøjerne, der er vigtige end selve uddannelsesretningen. Jeg har for eksempel ansat en teolog, og det var ikke fordi, vi manglede en præst, men en metodestærk sælger. Og dét er hun.

Hvem har været din rollemodel?

Mit forbillede er Jim Hagemann Snabe. Han er grunden til, at jeg søgte til SAP. Men inden jeg begyndte at læse, var det, nok mere ubevidst, min far. Han var entreprenør og havde for sine kunders skyld en regel om, at telefonen aldrig måtte ringe mere end tre gange. Jeg tog imod beskeder, fra jeg kunne tallene, og han lærte mig at have respekt for andre mennesker. Det har jeg taget med mig siden.

Hvad har været dit vigtigste karrierevalg?

Mit vigtigste valg træf jeg, da jeg læste. Der var en, der sagde, at det var godt at have et studiejob på ”datacenteret” og udvikle programmer til de medstuderende. Jeg gik på et hold, hvor vi var fire piger ud af 60, så jeg var fra start af ret alene med alle drengene. Men på datacenteret blev vi samlet om IT og fik et meget stærkt fagligt sammenhold. Vi udfordrede og støttede hinanden og overhørte endda hinandens kandidateksamener.

Hvad har overordnet drevet dig til din position?

Min egen passion og det sted, jeg er. Da jeg kom til SAP, tænkte jeg, at her skulle jeg bare være i fem år. Men når man er i en virksomhed, der hele tiden flytter sig, behøver man ikke rykke. Her er en continuous -learning culture og åben-dør mentalitet, hvor alle hjælper hinanden, og så har man lyst til at blive. Her er masser af muligheder, hvis bare man selv gør en aktiv indsats. For mig har det aldrig været et mål i sig selv at blive leder, men at lære nyt. Og så er det andet fulgt med.  

Hvad har især udfordret dig i din karriere?

Indtil SAP havde sat sig ambitiøse mål i forhold til diversitet og kvinder i ledelse, føltes det lidt svært at få sig en karriere som kvinde. Men tiden og holdningerne har ændret sig, og i dag er det intet problem. Her er mange kvinder i lederstillinger. Som kvinde er de unge bekymrede for om det påvirker deres karriere at få børn, men hver ting til sin tid, og man kan godt nå det alligevel. Det er jeg selv et eksempel på med to voksne drenge.

Hvordan bruger du din indflydelse?

Min filosofi er, at man intet kan uden at have sit team med sig og sikre, at de forstår. Det har intet med titler at gøre. Man skal se på formålet, når man sætter team sammen. Purpose driven leadership style – at vi har et WHY og går i samme retning.

Hvad er du mest tilfreds med professionelt?

Hvis jeg ser på vores interne HR-undersøgelser, bliver jeg set som den leder, som jeg ønsker at være. Forbedre folks liv. Det er det, vi vil i SAP. For mig selv at jeg kan hjælpe og udvikle andre.

Hvor vigtig er lønnen for dig?

Lønnen skal være fair. Lønnen betyder en sikkerhed for mig, og at jeg kan hjælpe mine børn på vej og få oplevelser og kvalitetstid med mine unger. Jeg vil opleve verden, og friheden er vigtig.