Jeg ser op til kvindelige ledere, der når langt og samtidig får mand og børn.
Anne-Catrine Preskou
Senior Product Manager for Insurance and Trade Finance
Maersk Logistics and Services

Facts

  • Anne-Catrine Preskou
  • 36 år (1983)
  • BA i psykologi (RUC)
    Kandidat i HR (CBS)
  • Senior Product Manager for Insurance and Trade Finance
  • Maersk Logistics and Services
  • Gift
  • Et barn på to år
  • Købte sin første bil for en øl (i Australien)

Hvem har inspireret dig?

Min farfar som var HR-direktør i Danske Bank og god til at tage hånd om mennesker. Jeg er kommet på hans kontor, siden jeg var barn og lærte tidligt, det er vigtigt at være et ordentligt menneske. Siden har jeg kikket meget på kvindelige rollemodeller i ind- og udland og bliver fascineret af for eksempel Margrethe Vestagers drive for at gøre verden til at bedre sted. Jeg ser op til kvindelige leder, der når langt og samtidig får mand og børn.

Hvem er din rollemodel i dag?

Det er nødvendigt at have en i sin egen organisation, fordi vi taler samme sprog og har samme overordnede mål. Jeg har tidligere haft mænd som mentorer, men efter jeg blev mor, fik jeg brug for at tale med en kvindelig leder om udfordringen ved både at ønske en lederkarriere og samtidig have et helt liv. Omdrejningspunktet for vores samtaler er, hvordan jeg videreudvikler evnen til at prioritere ved at håndtere fravalg og holde fokus på det, der leverer mest værdi og resultater til Maersk.

Gør det en forskel at have en kvindelig mentor?

Det var livforandrede for mig at få et barn, og derfor betyder det noget at have en mentor, der er kvinde, mor og leder. Dem er der fortsat få af, og jeg vil gerne lægge mig op ad nogen, der kæmper for at ændre statistikken. Men jeg har bevidst valgt en, der er meget anderledes end mig selv for at blive udfordret.

Hvorfor tror du, der er så få kvindelige ledere?

Vi skal ikke være naive i forhold til de strukturelle udfordringer. Når kvinder skal videre i hierarkiet, sidder der ofte kun hvide mænd over 50 i ansættelsesudvalget. Når en mand bliver forfremmet i stedet for en kvinde, der har leveret det samme, må man godt stille spørgsmål. Det undrer mig gang på gang, når jeg ser, hvor mange kloge og seje kvinder der er, men ofte handler det om kultur og historik.

Hvordan kan man sætte spot på udfordringen?

Det skal ikke være ’synd for’ kvinderne, og det skal ikke handle om kvoter, men det ville være fint at få øget bevidstheden om diversitet. Det kunne for eksempel være via visuelle rapporter, der viser, hvor mange henholdsvis mænd og kvinder, der er ansat og på hvilket niveau.

Vi kan også bruge netværk til at finde fællestræk ved kvindelige ledere og udvikle statistik. Frem for alt tror jeg på den ærlige dialog om, hvorfor mænd oftere bliver forfremmet end kvinder. Det har jeg for eksempel med min – mandlige – chef, og det er motiverende.

Hvilket råd vil du give unge kvinder?

Mit eget mantra er ’Work hard and be nice to people’. Den første del handler om at holde fokus på bolden, være passioneret og levere. Tænk i mål og sæt delmål. Det førte skridt er altid det sværeste, men hvis du sætter mål, kan du vise bullets med dit business outcome. Intet er så overbevisende som at opnå resultater.

Det næste handler om at være en god teamplayer. Også når der kommer nye til, eller der er noget, du ikke så godt kan lide. Vær et ordentligt menneske og træd ikke på andre, selv om du er ambitiøs. Stil krav men gør det på en sober måde og tag de direkte samtaler.

Hvor vigtig er løn for dig?

Selvfølgelig betyder menneskelige relationer mest, men penge kan give en frihed, der også er meget værd. Ud over at det er sjovt, spændende og udfordrende at være en del af en global virksomhed, giver det også en økonomisk frihed i form af løn og bonusordninger. Med et krævende job må jeg foretage familiemæssige fravalg, men fordi jeg får en god løn, kan jeg byde ind med andre ting.

Jeg har lige købt mit drømmehus med havudsigt, og når jeg kommer hjem fra en hård arbejdsdag, kan jeg slappe af med at betragte havet, gå ture i skoven eller tage med min mand og søn ud i havkajak. Huset og området har optimale rammer for at skabe en god barndom, og at kunne give min søn dette og have balancen mellem arbejde og familie er vigtigst af alt.

I Danmark er vi tit bange for at sige noget, fordi vi har det så godt i forhold til andre kvinder rundt omkring i verden, men det er vigtigt ikke at være blåøjet. Derfor sidder jeg i et netværk med andre kvinder, jeg stoler på, hvor vi udveksler lønniveauer, så vi undgår at være blåøjede og kan spore os ind på, hvilket niveau der er passende.