• "Det er vigtigt at vælge uddannelse med hjertet, og ikke efter hvad andre synes"


    Mette Holy Jørgensen
    Partner, PwC

“Det er vigtigt at vælge uddannelse med hjertet, og ikke efter hvad andre synes”

Mette Holy Jørgensen
Partner, PwC

Det bedste er at gøre en forskel

I folkeskolens sidste år var der en, der sagde til Mette Holy, at hun burde blive revisor. Da hun landede på handelshøjskolen, vidste hun, at det var den rigtige vej. I dag handler det også om at gøre en forskel for andre og ikke kun om tal.

Et enkelt år har Mette Holy haft orlov for at følge med sin kæreste til England. Det faldt sammen med, at hun var en tand i tvivl om sit valg af revision som retning, så det var fint at prøve kræfter med noget andet. Efter et år i udlandet og forsikringsbranchen vendte hun tilbage som revisor, stensikker på at være endt på rette hylde.

”Det er vigtigt at vælge uddannelse med hjertet, og ikke efter hvad andre synes. Alle i min familie er håndværkere, landmænd og lignende, og ingen har gået på universitetet, så jeg har selv valgt min retning. Min familie forstår det ikke helt, men alle synes, det er fint.”

Lønnen har aldrig været en motivationsfaktor for hverken fag eller ambitionsniveau. Faktisk havde Mette slet ikke sat sig ind i branchens lønniveau.

”Jeg har aldrig gået op i løn, så længe den er rimelig i forhold til min indsats. Det er vigtigere, at der også er plads til, at jeg kan dyrke mine fritidsinteresser ved siden af jobbet.”

Styrketræning, en god bog på sofaen, besøg på galleri eller havearbejde er nogle af Mette Holys foretrukne fritidsbeskæftigelser, når hun har fri fra jobbet i PwC. Her blev hun i en ung alder partner og leder i dag et større team af medarbejdere.

Udfordring er godt

”Hvis nogen før hen havde sagt til mig, at jeg skulle være leder, ville jeg havde kigget mærkeligt på dem. Jeg er slet ikke gået efter ledelse. Det er kommet naturligt, og det undrer mig stadig, hvor naturligt det falder mig. Jeg kan godt lide at påvirke, hvad der sker og at være med til at udvikle medarbejdere.”

Mette Holy er også selv blevet udviklet undervejs. Alle yngre ansatte i PwC har en counsellor, en ordning som Mette har været glad for. Det har udfordret hende og skubbet i den rigtige retning. Først til at blive statsautoriseret revisor og siden til at blive leder.

”For mig har det været rigtig godt at have mentorer, for de har opfordret mig til ting, jeg ikke selv havde tænkt på, eller som jeg synes virkede uopnåelige. Men det hjælper, at andre tror på en”.

Mette Holy JørgensenPartner, PwC

Kvinder skal fastholdes

PwC’s kontor i Odense, hvor Mette Holy sidder, er ledet af en kvinde, og har en række kvindelige partnere. Revisionsbranchen er dog overvejende mandsdomineret.

”Jeg vil meget gerne vælges og rykke opad på grund af mine kompetencer, og IKKE fordi jeg er kvinde. Det føler jeg i høj grad også er tilfældet.”

Som for andre brancher med tradition for stort arbejdspres har også revisionsbranchen været udfordret i forhold til at holde på deres kvindelige talenter. Og dem er der brug for, mener Mette Holy.

”Kvinder er ofte meget strukturerede og får opgaverne fuldført. Vi har også ofte en god fornemmelse for, hvordan andre har det, og den omsorg er vigtig for trivsel på arbejdspladsen.”

Gør en forskel

Engang handlede det hele mest om tal, debet og kredit for Mette Holy. Som ansvaret har ændret sig, og hverdagen er blevet udfordrende og uforudsigelig, er meningsfuldhed blevet et vigtigt omdrejningspunkt. I dag sidder hun primært med almene boligorganisationer som klienter.

”Bestyrelserne har ofte ingen baggrund for regnskab, men skal træffe beslutninger om gigantiske beløb. Det er så fedt at forklare sammenhænge, så alle forstår det. Jeg føler, jeg gør en kæmpe forskel for dem, der løfter et stort socialt ansvar og en væsentlig samfundsopgave.”

Mette Holy er, hvor hun skal være, men skulle hun vælge i dag, ville hun i højere grad gå efter at vægte digitale og tekniske kompetencer, da det uden tvivl kommer til at præge fremtidens arbejdsmarked – også revisionsbranchen.

FAKTABOKS

Navn:Mette Holy Jørgensen
Alder:38 år (f. 1979)
Uddannelse:HD i regnskabsvæsen
Cand.merc.aud.
Statsautoriseret revisor
Titel:Partner
Virksomhed:PwC
Børn:Ingen
Civilstatus:Samboende med kæreste
Fun facts:Har grønne fingre og drømmer om urtehave