• ”Det er svært at se fem år ud i fremtiden, så jeg anbefaler altid, at man vælger uddannelse efter interesse og evner”


    Lone Bundgaard Nielsen
    Vice President, IT Business Development, Coloplast A/S 

“Det er svært at se fem år ud i fremtiden, så jeg anbefaler altid, at man vælger uddannelse efter interesse og evner”

Lone Bundgaard Nielsen
  Vice President, IT Business Development, Coloplast A/S

Fra kaptajn til Coloplast

Især den første uddannelse som sprogofficer formede Lone Bundgaard Nielsen. Hun forlod forsvaret som kaptajn af reserven, læste økonomi og endte efter en årrække hos Coloplast, hvor hun i dag er Vice President for IT-udviklingsafdelingen.

En sproglig studentereksamen og Den Kolde Krig afgjorde Lone Bundgaard Nielsens første og vigtige karriereskridt. Hun tog en uddannelse som sprogofficer i polsk fra Hærens Sprogskole.

”Det var en afsindig krævende uddannelse, hvor vi skulle lære et nyt sprog på ti måneder og samtidig tage en militær uddannelse, hvor vi også lærte traditionelle militære færdigheder på feltøvelser og skydebanen. Der fik jeg udforsket sider af mig selv, jeg ikke kendte og fandt ud af, hvad jeg kan holde til.”

Dengang var Lone 18 år og fik en indsigt i sig selv, hun har brugt i livet lige siden. Hun lærte også at kommunikere med alle og på alle niveauer, når hun skulle tale med både dem højere og lavere end sig selv i hærens hierarki.

Børn under uddannelse

Siden læste Lone cand.merc.aud., da interessen for økonomi og regnskab blev øget, og hun i højere grad begyndte at se sprog som et værktøj. Under uddannelsen fik hun også sine børn.

”Jeg tror, at man gør tingene unødvendigt hårde, hvis man venter med at få sit første barn til det tidspunkt, hvor man også er ny i arbejdslivet. Fra dag ét på arbejdsmarkedet har jeg haft børn. Det har sat en ramme og gjort mig meget fokuseret og disciplineret, og jeg har derfor aldrig været dén, der sad på kontoret til langt ud på aftenen.”

De første år var Lone revisor i henholdsvis Danske Bank og Deloitte og rykkede efter nogle år i LEGO til medicovirksomheden Coloplast, hvor hun nu har været i 14 år. Med tiden blev retningen mindre rettet mode finansprocessor og mere rettet mod IT-området, hvor hun nu er Vice President.

Jobvalg er vigtigst

I dag har Lone ansvar for den forretningsmæssige del af IT-området og har cirka 60 medarbejdere under sig. Ledelsesvejen var ikke et valg, men kom af at sige sin mening og levere resultater. Hendes metoder er strukturerede og langt hen ad vejen allerede tillært under uddannelsen.

”Mange her i virksomheden arbejder med noget andet end det, der står på deres eksamensbevis, så jeg tror ikke, uddannelsesvalget er det vigtigste. Det er svært at se fem år ud i fremtiden, så jeg anbefaler altid, at man vælger uddannelse efter interesse og evner”

Lone Bundgaard NielsenVice President, IT Business Development, Coloplast A/S

I Lones optik er jobvalg vigtigt for karrierevejen. Hvis ønsket er indflydelse, er det hensigtsmæssigt at gå efter de steder i virksomheden, hvor resultater er mere målbare end andre og dermed også er mere synlige. Det at være kvinde er ingen hindring.

Følg mavefornemmelsen

”Jeg har aldrig tænkt over mit køn, men over mine kompetencer, og jeg har det ambivalent, når der bliver iværksat noget kun for kvinder. Jeg synes, det er virkelig vigtigt ikke at gøre køn til noget særligt. Som ung skulle jeg altid enten hente eller bringe børn – præcis som mine mandlige kolleger gør i dag – og det har aldrig været nogen forhindring for min karriere.”

I det hele taget anbefaler Lone Bundgaard Nielsen, at man altid står ved sig selv og tør følge sin mavefornemmelse. Det gælder også i forhold til at sige det højt, når der er noget, man ikke kan stå ved, for det giver respekt på den lange bane. Det kan ikke betale sig at tænke for meget over, hvad andre synes og tænker. En fælde kvinder ifølge hende nok lidt for ofte falder i.

FAKTABOKS

Navn:Lone Bundgaard Nielsen
Alder:50 år (f. 1967)
Uddannelse:Sprogofficer i polsk fra Hærens Sprogskole
Cand.merc.aud. fra CBS
Titel:Vice President, IT Business Development
Virksomhed:Coloplast A/S
Børn:Søn på 24 og datter på 21 år
Civilstatus:Gift
Fun facts:Burde gøre mere for at nedbringe sit golfhandicap