• "Vi kvinder vil gerne opdages, men det nytter ikke noget bare at sidde og være dygtig"

    Camilla C. Collet
    Advokat, partner, Gorrisen Federspiel

“Vi kvinder vil gerne opdages, men det nytter ikke noget bare at sidde og være dygtig”

Camilla C. Collet
Advokat, partner, Gorrissen Federspiel

Vigtigt at tage initiativ

Selv om Camilla Collet sidder præcist, hvor hun gerne vil som partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, kan hun sagtens se kritisk på både branchen, omverdenens forestillinger og sig selv. Hendes hovedpointe er, at initiativ tæller.

Rent fagligt har vejen været tæt på snorlige for Camilla Collet. Retssager og retfærdighed tiltalte hende, så en måned før sin 18 års fødselsdag startede hun på jurastudiet. Et enkelt år blev taget på Yale Law School, og måske derfor passede Camilla perfekt ind på det internationalt orienterede advokatkontor Gorrissen Federspiel allerede som 24-årig.

”Den internationale fokus stammer tilbage fra stifter Per Federspiel, der var modstandsmand under krigen og havde tætte forbindelser til de angelsaksiske lande. To af hans sønner var jurister, og inden de startede i firmaet, arbejdede de i London, New York og Paris, længe før arbejdsophold i udlandet var normalt. Den profil har vi bevaret.”

Camilla Collet har selv været udstationeret næsten et år i New York på et af de advokatkontorer, Gorrissen Federspiel samarbejder uformelt med. Alle advokater hos Gorrissen Federspiel, der ønsker det, får mulighed for et ophold i udlandet. Firmaet har 450 ansatte, heraf 255 jurister.

At finde sin vej

”I dag taler alle om det internationale, men da jeg var nyuddannet, var det ikke så sædvanligt. Firmaets mindset passede perfekt til mig, og jeg vil gerne dyrke det internationale endnu mere med tiden. Jeg har været her i over 20 år og er partner, så jeg er, hvor jeg skal være.”

Ungdommens drømme om at få frikendt uskyldige begyndte allerede at fordufte under studietiden. Her og især som nyuddannet fandt Camilla ud af, hvor hendes evner var. I dag er hun M&A advokat (Mergers & Acquisitions).

”Køb og salg af virksomheder kræver tværfaglig og kommerciel indsigt samt diplomatisk forhandlingsevne. Desuden er det projektorienteret, så vi arbejder intenst på hver sag. Det kræver prioritering, så jeg samler ikke på frimærker eller går til koncert hver uge.”

Penge giver tryghed

Camilla Collet råder til at have et realistisk syn på fritidsinteresser, hvis drømmen er at bliver advokat, have familie og undgå skilsmisse. For hende selv har løsningen været at få en au pair for at få hjælp til de praktiske opgaver i hjemmet.

”Vi fik børn relativt sent og havde råd til at købe hjælp. Det havde vi ikke haft tidligere i vores karriere, og det er en strukturel udfordring for ligestillingen. Hvad hvis begge har et vigtigt møde og barnet er sygt? Det er ikke altid nok at have en mand, der tager sin del af opgaverne.”

Økonomien, der følger med et topjob, giver ro til at fokusere, men penge er alligevel et ømt punkt at tale om for de fleste kvinder. Camilla lader sig dog overtale.

”Det er lidt forkælet, at vi ikke tør tale om det, for god økonomi giver jo et sikkerhedsnet. Penge giver frihed og tryghed, og det er meget værd ikke at skulle ligge vågen om natten og bekymre sig. Det gør vi mennesker, hvis der er uro på arbejdet, i familien eller i økonomien”

Camilla C. ColletAdvokat, partner, Gorrissen Federspiel

Vær fremme i skoene

Selv om kabalen går op hos Camilla Collet privat, har hun skulle lære at være tykhudet i mødet med omverdenens forventninger til, at det er mor, der henter børn. Også i en mandsdomineret branche kan det ind imellem betale sig at være robust og især tydelig.

”Mændene er meget bedre til at melde sig selv på banen, og de er mere vedholdende. Vi kvinder vil gerne opdages. Men det nytter ikke noget at sidde og være dygtig. Du er nødt til at være aktiv og tage initiativ. Set tilbage ville jeg ønske, jeg selv havde været bedre til det.”

Både branchen og firmaet har ændret sig på de 20 år, Camilla har været ansat, og det har kulturen hos de nyansatte også. Det internationale perspektiv er blevet mere almindeligt, men det er forventningsniveauet ind imellem også.

”Når du først kommer ud på arbejdsmarkedet, får du intet forærende. Nogle tror, at udvikling mest er arbejdsgiverens ansvar, men den holdning gavner ikke din karriere. Det er vigtigt at tænke over, hvor du vil nå hen, og hvordan du kommer det. Tal højt om det og søg hjælp hos de rigtige.”

FAKTABOKS

Navn:Camilla C. Collet
Alder:45 år (f. 1972)
Uddannelse:Cand.jur., Københavns Universitet og LL.M., Yale Law School
Titel:Advokat, partner
Virksomhed:Gorrissen Federspiel
Børn:2 børn på 9 og 12
Civilstatus:Gift
Fun facts:Læste med begejstring advokatserien Perry Mason som ung og blev inspireret til en karriere som advokat